Menu

U15 jysk-fynsk mester efter drama

image
BJ
22. juni 2017 kl. 18:36

AGF's U15-hold satte onsdag aften kronen på værket i en flot sæson, da AaB blev besejret i finalen om det jysk/fynske mesterskab.

Der skulle straffespark til for at finde en afgørelse. Den ordinære kamp endte uden scoringer, det samme var tilfældet i den forlængede spilletid, og derfor skulle de to hold afgøre det hele fra straffesparkspletten. Her viste AGF-drengene de bedste nerver. Målmand Asger Svendsen reddede nordjydernes ottende forsøg, og herefter kunne U14-spiller Faysal Halimi, der fik sin debut på U15, sparke guldmedaljerne til Aarhus.

- Det var en meget intens kamp. AaB lagde bedst ud, men vi fik arbejdet os ind i kampen, og i den ordinære spilletid skabte vi de største chancer, som vi burde have scoret på. Fire minutter før tid havde vi en kæmpe chance, og et minut før tid var det AaB, der brænder en stor chance. I den forlængede spilletid var AaB mest på bolden, men vi holdt stand, og kunne så afgøre det hele på straffespark. Det var en meget tæt kamp, men ud fra chancer synes jeg, at det var fortjent, at vi vandt, lød det efter kampen fra cheftræner Fatah Abdirahman, der fremhævede to spillere.

- Asger Svendsen har et par flotte redninger på afgørende tidspunkter, og Emil Agerbæk stepper virkelig op og viser, hvorfor han netop er blevet udtaget til U16-landsholdet.

Årsagen til succesen skal dog først og fremmest tilskrives et stærkt kollektiv.

- Vi vinder, fordi spillerne har en fantastisk indstilling og vilje. Ja, de åd sig selv i den forlængede spilletid, og det er meget symptomatisk for vores sæson. Kollektivet er den største stjerne på holdet, og det er årsagen til, at flere og flere er blomstret op individuelt i løbet af sæsonen. Finalen fortæller det hele om 02-årgangen. Jeg har arbejdet med mange gode hold, men jeg har aldrig haft et hold, der har rykket sig så meget alene i kraft af vilje og indstilling, lød roserne fra Fatah Abdirahman, der efter sommerferien skal stå i spidsen for U17.

U14 tabte finalen om jysk/fynsk mesterskab
AGF's U14-hold havde også spillet sig frem til finalen om det jysk/fynske mesterskab, hvor FC Midtjylland var modstanderen. Et opgør, som resulterede i et 0-5-nederlag. Resultatet lyver dog lidt om forløbet, for AGF-drengene var det bedste hold i første halvleg og havde flere store chancer til at score - men uden held. Anderledes træfsikker var FCM, der udnyttede to chancer til at bringe sig 2-0 i front. I anden halvleg skulle U14 derfor forcere, og det udnyttede FCM til at score yderligere tre gange efter omstillinger.

Luk