Menu

AGF-drenge sagde goddag til Flemming Povlsen i Holland

image På tilskuerpladserne på Philips Stadion.
Admin
23. april 2025 kl. 22:00
U15-holdet spillede international turnering og besøgte Philips Stadion

Seks tætte kampe, et besøg på Philips Stadion og et fornøjeligt og lærerigt ophold var essensen af, hvad AGF’s U15-hold fik ud af en tur til Holland i påsken.

”Det er gavnligt for spillerne at opleve forholdene i udlandet, hvor alt er anderledes end herhjemme, og hvor modstanderne kan have helt anderledes attituder og spille hårdere, end vi oplever i Danmark,” siger Hans Petersen, der er træner for holdet.

Foto: Fire trænere var med på turen. Fra venstre Lars Byrialsen, William Wedel Carlsen, Peter Toft og Hans Petersen

Besøget med rundvisning på det store stadion i Eindhoven var en god oplevelse. Der er 35.000 pladser, og klubben er på vej til at udvide til 45.000. PSV Eindhoven er skabt af Philips, men drives nu blandt andet takket være mange andre sponsorer. Holdet er lige nu nummer to i den hollandske Æresliga efter Ajax, og gæsterne fik et godt indtryk af, hvad det betyder økonomisk for klubben, når den er med i europæiske turneringer. De 10.000 ekstra tilskuerpladser vil også spille ind på indtjeningen.

Foto: AGF-drengene foran Philips Stadion i Eindhoven.

Mange danskere har spillet for PSV Eindhoven, heriblandt AGF’s Flemming Povlsen, og på gangene hænger der billeder af samtlige spillere, der har været på klubbens bedste mandskab.

Det store stævne for mange aldersklasser og både drenge og piger blev afviklet på 13 forskellige spillesteder. AGF-holdet lagde godt ud med tre sejre i tre kampe i den indledende pulje i Langenboom, mens alle tre kampe i den afgørende pulje i Venhorst endte 1-0 – desværre for AGF gik sejren i to af kampene til modstanderne.

”Det var godt præsteret af os. Kampene varede kun 30 minutter uden sideskifte, så det kunne være svært at nå op, hvis man kom bagud i den korte spilletid," fortæller Hans Petersen.

Undervejs vandt AGF 3-1 over skotske Milton, der var i finalen og blev slået af Cambrian United fra Wales. Også Luton blev slået i mellemrunden – 1-0.

Kun fire mål lukkede de to AGF-målmænd Sebastian Kjær Nedergaard og Marius Kjer Christensen ind i seks kampe.

Topscorer var Oscar Kissow med tre mål. Han stod også for en assist. De øvrige mål var fordelt på fem andre spillere.

Foto: Drengene gør klar til kamp i Venhorst.

De fire bedst placerede hold var alle britiske, fra Wales, Skotland og to gange England. De britiske spillere var et halvt år ældre end de øvrige mandskaber, men for AGF’erne betød det ikke så meget. Til daglig spiller de i U16 liga 3. Her har de spillet to kampe med en sejr og et nederlag.

Drengene var indkvarteret på ungdomsherberget Wolfsberg i Tyskland og kørte derfra til de to spillesteder.

Turneringen hed Easter Open Holland 2025, og dansk arrangør var Danish Sports Travel fra Skanderborg.

Luk