Menu

AGF-kendis dukkede op, og Mortensen hjalp ham

image Patrick Mortensen sætter sin signatur på trøjen med Peter Degn som tilskuer. Foto: Hans Petersen
Hans Petersen
20. maj 2025 kl. 09:34
Peter Degn havde særligt ærinde i AGF’s klubhus i Fredensvang.

En kendis kom forleden på et sjældent og uventet besøg i AGF. 48-årige Peter Degn havde et særligt ærinde i klubhuset i Fredensvang. Denne gang var det ikke ham, der skulle skrive autograf, men han var på jagt efter andres.

Degn var kun 12 år, da han kom til AGF fra Ebeltoft i 1989 og spillede på klubbens bedste ungdomshold i en årrække som dreng, junior og yngling.

Peter Degn som 16-årig juniorspiller i AGF-tøjet. Foto: Ole Nielsen

Som junior (14-16 år) var han med til i 1993 at vinde Jysk Pokalturnering og bronze i den landsdækkende turnering efter Brøndby og KB, men den helt store triumf som AGF’er fik han, da han i 1996 var med til at vinde pokalfinalen over Brøndby 2-0 med Peter Degn som første målscorer og Stig Tøfting som den anden.

Jytte Hilden, kulturminister, uddeler guldmedaljer efter sejren i pokalfinalen 1996. Peter Degn er helt til højre. Foto: Ole Nielsen

I den sæson var han også med til at sikre sølvmedalje med AGF. Brøndby løb med mesterskabet efter den famøse 3-3 kamp på Aarhus Stadion, hvor målmanden Mogens Krogh scorede på hovedstød i en kamp, AGF-tilhængere aldrig glemmer.

Og hvad var så Peter Degns ærinde på Fredensvang?

Jo, han kom med fire fodboldtrøjer, som han ønskede Superligaholdets autografer på. Nu var det så uheldigt, at holdet havde fået fri efter kamp dagen forinden, så kun få af spillerne var mødt op. En af dem var anfører Patrick Mortensen, der på sin sædvanlige imødekommende og venlige facon først skrev sin autograf på trøjerne og derefter tilbød at tage trøjerne med til næste træning, hvor alle spillerne var til stede og der få alle til at skrive.

Peter Degn driver i dag et værtshus i Ebeltoft og mødes en gang om året med holdkammeraterne fra ungdomstiden Allan Jepsen, John Jensen og Martin Fiszmann til kortspil.

Peter Degns karriere i AGF stoppede i 1999 efter 79 kampe på førsteholdet og tre mål. Han blev solgt til engelske Everton i Premier League, hvor han kun spillede fire kampe.

”De var for gode for mig,” siger han i dag om opholdet i England.

AGF lejede ham tilbage i fem kampe, hvor han scorede to mål. Han var ejet af Brøndby 2001-2004, men spillede kun tre kampe. 2002-2004 var han udlejet til Vejle hvor han scorede 13 mål i 30 kampe og endte som anfører.

I januar 2004 skiftede han til Silkeborg IF, hvor han nåede 104 kampe og 22 mål, inden karrieren stoppede i 2010.

Luk