AGF OB50-11: En suveræn sæson med fuldt hus og mesterskab

AGF 1880's OB50-11-mandskab har netop afsluttet en sæson ud over det sædvanlige. Med 10 sejre i 10 kampe, en målscore på 50-7 og hele 11 point ned til nærmeste forfølger har holdet leveret en præstation, der næppe bliver overgået lige foreløbig.
Det er angrebsfodbold, når det er bedst – og det er AGF, når vi er mest stolte.
Foto: Spillerne fejrer mesterskabet // Henrik Schmidt
Sejr i sæsonens sidste kamp mod rækkens nr. 2
Afslutningen på sæsonen blev markeret med manér på Brabrand Stadion, hvor græstæppet lagde op til en god fodboldkamp.
Efter et klodset straffespark, begået af holdets lakridspibe-ben-knuser Lars V., kom AGF-mandskabet hurtigt bagud 1-0. Men det blev kun en kortvarig glæde for modstanderne.
Allerede efter 15 minutter var der udlignet, og herefter satte AGF-lyntoget sig i bevægelse – ført an af de offensive profiler Zam og Ali.
Slutresultatet blev en overbevisende 5-2-sejr, og der blev leveret lækre mål og seværdigt spil til sidste fløjt. En særlig ros gik også til holdets rygende energibombe, Kirk, for en stærk præstation.
Foto: Spillerne fra OB50-11 fejrer en flot sæson // Henrik Schmidt
Champagne, shawarma og sammenhold
Efter kampen sprang champagnepropperne, og det hele blev rundet af med fejring, kolde øl og ZamZam shawarma. En aften præcis som den skal være, når en suveræn sæson går på hæld.
Team Manager Henrik Schmidt fortæller, at holdets opskrift på succes ligger i den stærke kombination af rutinerede spillere og yngre talenter. Sammen udgør de et hold, der ikke bare spiller for sejren, men for hinanden – og for AGF-ånden, “Svede For Samme Sag”.
Holdet består af en god blanding af yngre og erfarne stjernespillere:
Henrik “Kvæler” Jakobsen, Jens Snedker, Michael Langberg, Michael Mikkelsen, Peter Pedersen, Houssam ZamZam, M el Ali, Klaus Folke, Rasmus Kirk, Lars Vestermann, Kristian Kirchheiner, Kristian Hardam, Artur Ajzenman, Dario Bordetas, Jaroslaw Furmaga, Jesper Trollesen og Kassem el Ayoubi.
Team Manager: Henrik Schmidt.
Foto: Pokalen er i hus // Henrik Schmidt
Vil du være med?
Sidder du derude med rutine i støvlerne og savner sved på panden for fodboldfællesskabets skyld – så er der måske plads til dig på AGF OB50-11.
Kontakt Henrik Schmidt og bliv en del af et helt særligt oldboys-hold i hvide trøjer >>>