Menu

Endnu en oprykning til AGF 1880's seniorafdeling er i hus

image AGF 1880's Serie 5-mandskab sikrede sig søndag eftermiddag oprykning til Serie 4. Foto: Steen Mølbye
Jonas Roulund
15. juni 2025 kl. 18:55
AGF 1880's seniorafdeling har gang i en imponerende sæson, og nu har Serie 5-mandskabet sikret sig oprykning.

Det er gode tider på Fredensvang. Og det er især gode tider i seniorafdelingen.

I mandags kunne Serie 4-mandskabet erklære sig vindere af deres gruppe i forårssæsonen i tredjesidste spillerunde, og i dag har Serie 5-holdet vist samme gode takter.

Her mødte AGF, som indtog førstepladsen, Åbyhøj IF, der lå nummer to.

Kun to point skilte mandskaberne med to kampe igen, og der var altså tale om lidt af en finale på Fredensvang.

Det tog cheftræner Italo Torres' tropper dog med ophøjet ro, og med elegance, kvalitet og finesse sendte de gæsterne hjem fra Bane 4 med et kæmpe nederlag i bagagen.

12-0 lød de stensikre sejrscifre i AGF-favør, og så var der igen dømt oprykningsfest på Terp Skovvej.

Sejre 5 rykker op efter en overbevisende indsats på Bane 4. Foto: Steen Mølbye.

Mange spillere sprudlede selvsagt, men særligt João Cainé havde en skøn dag på kontoret.

Fire mål og tre assists blev det til for den vævre kantspiller, som både fik anvendt hæl og tå til at sende kuglen over stregen.

Også en velkørende Victor Laursen nød tilværelsen på midtbanen, hvorfra han sendte tre bolde i netmaskerne.

I defensiven ledede kaptajn Lasse Søegaard Abraham holdet med sikkert overblik, mens keeper Ian Hansen var på plads den ene gang, Åbyhøj fik forsøgt sig inden for målrammen.

Seniorafdelingen blomstrer med andre ord. Kun én spillerunde resterer for Serie 4 og 5 i denne sæson, og så er der dømt stor afslutningsdag lørdag den 21. juni med fællesspisning og fejring.

Luk