Far og søn har samme træner med 32 år imellem

Det sker ikke hver dag, at far og søn har og har haft samme træner i AGF. Men lige nu er det tilfældet – med 32 års mellemrum.
I 1993 spillede Christian Kisssow på AGF’s såkaldte juniorhold (14-16 år), i dag ville det hedde U17.
I dag spiller hans søn, 15-årige Oscar Kissow, på AGF1880’s U15-hold, der spiller en årgang op, altså i U16.
Begge hold blev og bliver trænet af Hans Petersen, der har UEFA pro-licens og i mange år har været ungdomstræner og kortvarigt har trænet AGF i Superligaen i 2002.
Det lå ikke lige til højrefoden, at Oscar Kissow også skulle spille i AGF. Familien bor nemlig i Bredballe ved Vejle, så der er ret langt til træning og kamp. Men hans far kender turen. Han boede nemlig med sine forældre i Vejle, da han var AGF’er.
Den lynhurtige angriber Oscar Kissow havde lyst til at prøve nyt græs under fodboldstøvlerne, så siden nytår 2025 har han spillet i AGF.
Og hvad så med positionerne? Ja, det er faktisk de samme. Christian Kissow var også en lynhurtig angriber og topscorer på juniorholdet i 1993. Han scorede 17 mål i 17 kampe.
Christian Kissow som 16-årig i 1993 - igen som målscorer. Foto: Ole Nielsen
Så flot et gennemsnit kan sønnen også præstere. Oscar Kissow holder sig nemlig ikke tilbage med at score. I tre af de første fire kampe i turneringen scorede han to mål hver gang. Indtil nu er det blevet til syv mål i syv turneringskampe – dertil en del scoringer i en turnering i Holland i påsken… men dem holder vi udenfor her.
Juniorholdet i 1993 klarede sig vældig godt, vandt Jysk Pokalturnering og fik bronze i den landsdækkende juniorrække efter Brøndby og KB.
På holdet var blandt andre Peter Degn, der også spillede i Everton, Vejle og Silkeborg, John Sandberg, der senere var topspiller i AGF og Silkeborg, samt Allan Jepsen, der blandt andet spillede for AGF, Hamburger SV, Heerenveen, AaB og Randers og i dag er træner for FC Midtjyllands Suprligahold.