Fornem hæder til formanden
I forbindelse med DBU Jyllands delegeretmøde i Herning Kongrescenter blev fodboldformand Steffen Olesen lørdag hædret med DBU Jyllands Rejselegat 2026 foran små 250 fodboldledere.
Det var en overrasket - og også rørt - Steffen Olesen, der blev kaldt op på scenen for at modtage anerkendelsen for sit mangeårige, frivillige lederarbejde i AGF. Et arbejde, der tog sin begyndelse i 1977, og som gennem tiden har budt på en lang række forskellige lederfunktioner - alle med ét mål for øje: at gøre det absolut bedste for AGF.
De seneste 21 år har Steffen varetaget formandsposten i fodboldafdelingen i AGF af 1880, ligesom han også gennem en længere årrække har været kasserer i Støtteforeningen. Udover engagementet i AGF, der dagligt lægger beslag på mange af hans timer, involverer han sig også i andre fodboldsammenhænge - bl.a. i Aarhus Fodboldforum og DBU Jyllands hædersbevisningsudvalg. De andre medlemmer af dette udvalg havde dog ikke inddraget ham i beslutningen om rejselegatet, og derfor var han også intetanende om, at han skulle hyldes på delegeretmødet. En mere værdig modtager af den fornemme anerkendelse kan man dog ikke forestille sig, og derfor var valget af Steffen som årets prismodtager, hyldesten - og de store klapsalver fra salen - særdeles velfortjent.
Fra hele AGF skal der lyde et stort tillykke til Steffen med hæderen.
Sammen med hæderen kan Steffen se frem til en international fodboldrejse for to.