Vinteropstart med fuld gas og fællesspisning for seniorerne
AGF's seniormandskab har fællesspisning i kalenderen en gang i måneden. Foto: Juan Manuel Knudsen Soruco.
Man kommer ikke sovende til succes, og i AGF 1880 Fodbold arbejdes der året rundt i alle generationer på at sikre udvikling og resultater gennem fællesskab, fokus og masser af træning.
Således også i seniorafdelingen, som i forårssæsonen er repræsenteret i Serie 2, Serie 3 og Serie 4.
Holdene er åbne for nye spillere, så hvis du har mod på at prøve dig af som spiller på Fredensvang, så kig endelig ud til en prøvetræning tirsdag eller torsdag, hvor holdene træner klokken 19-20:30.
Seniorerne har været i gang med sæsonforberedelserne siden januar måned, og i tirsdags blev der så afholdt holdmøde, som er en vigtig del af opstartsprogrammet.
Her diskede Café Fredensvang op med lækker mad efter en træningssession med masser af tempo og løb, og så tog trænerteamet ordet.
"Vi håber at kunne spille med om oprykning hos både Serie 4 og Serie 3. Efterårssæsonen viste positive takter, og det er det, vi nu skal bygge videre på," fortæller cheftræner, Steen Mølbye.

Cheftræner, Steen Mølbye. Foto: Juan Manuel Knudsen Soruco.
Han bakkes op af Italo Arbulú, der står i spidsen for Serie 4-mandskabet:
"Vi skal løfte i flok, for vi er et super stærkt mandskab, når alle trækker i samme retning. Så er der ikke mange hold, der kan være med. Holdet over individet er kodeordet for os, og når organisationens hjerte banker, kan individualisterne skinne igennem," fortæller han.

Italo Arbulú og Jonas Roulund i samtale. Foto: Juan Manuel Knudsen Soruco.
Et socialt og fodboldmæssigt fællesskab
Succes på banen afhænger ikke kun af fodboldmæssige færdigheder. Relationer på- og uden for banen gør holdet stærkere, og derfor er den sociale dimension vigtig, fortæller Jonas Roulund, som siden 2020 har været en del af seniorafdelingen:
"Vi har fællesspisning i Café Fredensvang en gang om måneden og sørger for løbende at lave sociale arrangementer, som binder folk sammen. Det giver et netværk, som både kan bruges på banen og i hverdagen, hvilket er både sjovt og gavnligt at være en del af," siger forsvarsspilleren.

Seniormandskabet til fællesspisning i Café Fredensvang. Foto: Juan Manuel Knudsen Soruco.
Serie 3-mandskabet sparker sæsonen i gang med en hjemmekamp mod Prügelknabe IK lørdag den 28. marts klokken 14.
Serie 4 møder i første spillerunde Team Leo tirsdag den 7. april klokken 19:15 på Fredensvang.
Hvis du er interesseret i at høre mere om seniorfodbold i AGF 1880, så kontakt endelig Steen Mølbye på mail balagervej@yahoo.dk eller telefon 40427579.