Menu

AGF er DBU Børneklub - men hvad betyder det egentlig for udviklingen?

image
Jonas Roulund
11. september 2023 kl. 15:33
AGF 1880 er blevet DBU Børneklub. Prædikatet er et bevis på, at klubben arbejder målrettet med udvikling af børnefodboldmiljøet.

Som DBU Børneklub forpligter AGF 1880 sig til at styrke børnefodboldmiljøet til glæde og gavn for alle. I samme omgang er en Børneudviklingstræner blevet ansat for at styrke rammerne omkring udviklingen og børnene i klubben.

Nicolai Urth er navnet, og hans primære opgave er at støtte trænerne fra U6-U12-årgangene med sparring. En givende opgave, forklarer han.

- Jeg synes, det er fedt at kunne påvirke noget i en positiv retning. At skabe et godt fodboldmiljø, der giver børnene lyst til at spille i klubben i mange år. Det kan i sidste ende også komme seniorårgangene til gavn, hvis vi skaber en god kultur op igennem systemet, fortæller Urth.

Han er oprindeligt fra Nordjylland, hvor han tidligt begyndte sin trænerkarriere, og du kan lære ham meget bedre at kende i vores portræt lige her >>>

DBU Børneklub - et fundament for fremtiden

For at blive DBU Børneklub skal klubben godkendes af DBU, i samarbejde med børneklubrådgiveren.

Her skal fire forudsætninger være overholdt:

- Prioritering af børnefodbolden økonomisk og organisatorisk.

- Tilslutning af DBU's børnesyn og arbejde på at efterleve det.

- Nedskrivning og vedtagelse af børnepolitik.

- Tilknytning af en børneudviklingstræner.

AGF 1880 Fodbold efterlever kravene - og det med god grund, fortæller Nicolai Urth:

- Det giver rigtig god mening at styrke børnenes rammer, så vi sikrer, at man får noget ud af træningerne, uanset om man er U6-spiller, U10-spiller eller om man har nogle særlige behov, siger Børneudviklingstræneren og uddyber:

- Børnefodbolden er jo fundamentet for hele dansk fodbold. Det er nemlig her, basen for en livslang kærlighed og tilknytning til sporten skabes, så det er godt at prioritere, og det gavner hele klubben, forklarer Urth.

Hos DBU forklares vigtigheden af Børneklubberne således:

- Når en klub bliver godkendt som DBU Børneklub, tilbyder vi som forbund løbende sparring til såvel klubbens bestyrelse som klubbens børneudviklingstræner(e) og børnefodboldansvarlige. Derudover kommer vi også til at facilitere netværk med fokus på erfaringsudveksling, inspiration og uddannelse/kurser for klubbens børneudviklingstræner(e), udtaler Bjarne Christensen, formand for DBU’s Børnegruppe, og fortsætter:

- Det er vigtigt for os at støtte klubberne rigtig meget. Vi har en vision om, at vi i Danmark skal have verdens bedste børnefodbold, og heri er klubberne jo en absolut nøgleaktør. Derfor er vi helt bevidste om, at vi skal støtte dem og samarbejde tæt for at føre visionen ud i virkeligheden, siger Bjarne Christensen til DBU.dk.

Således er vi klar til meget mere børnefodbold, udvikling og fremtidsperspektiv på Fredensvang.

Du kan læse meget mere om AGF Børnefodbold her.

Luk