Menu

Den store sæsonoptakt: ”Jeg glæder mig mere end nogensinde!”

image Jørn Mauritzen og Andreas Aakilde ser frem mod en efterårssæson, som forhåbentligt byder på oprykning til Serie 1
Jonas Roulund
21. juli 2022 kl. 13:06
En ny sæson står for døren, og førsteholdet er efter en kort sommerpause klar til at tage fat på det hårde arbejde i en komprimeret opstart, inden første turneringskamp venter tirsdag den 9. august.

Seneste sæson bød på nedrykning til Serie 2, men holdet står et godt sted, stammen på holdet er bevaret, og både spillere og trænerstab glæder sig nu til at komme i gang med en ny sæson, der forhåbentligt – og formentligt – kommer til at byde på en hel del flere sejre end vi så i foråret.

 

Tirsdag den 26. juli er der officiel træningsopstart på Fredensvang, og alle spillere med niveau til Serie 2 eller derover er velkomne til at komme og prøve sig af kl. 19.

 

Vi har fået os en snak med assistenttræner, Jørn Mauritzen, samt den 22-årige midtbanespiller, Andreas Aakilde om forventningerne til den kommende sæson.

 

Målsætningen for efterårssæsonen

Efter den flotte oprykning i efterårssæsonen 2021 var forventningerne store forud for forårssæsonen – man ville etablere sig i Serie 1 og på sigt rykke videre op i systemet. Projektet led et knæk, da et generationsskifte på spillerfronten og et trænerskifte på sidelinjen skabte en hel del forandringer på Fredensvang.

 

Derfor brugte holdet forårssæsonen på at blive spillet sammen og skabe en ny, god klubkultur, hvor værdier som hårdt arbejde, flot fodbold, gode kammeratskaber og fællesskab vægter højt.

 

Det tog tid at få alt det nye ind under huden, og det påvirkede desværre resultaterne på banen. Men nu ser assistenttræneren frem til en spændende sæson i Serie 2, som gerne skal kaste en oprykning af sig:

 

”En svær forårssæson skal revancheres med en direkte oprykning tilbage i Serie 1. Samtidig skal vi også sørge for at integrere alle de nye spillere på holdet. Alt i alt går vi en rigtig spændende sæson i møde,” fortæller Jørn Mauritzen.

 

22-årige Andreas Aakilde, som har spillet i AGF siden sommeren 2021, er enig med sin træner i, at en oprykning bør være succeskriteriet:

 

”Der var mange nye spillere sidste sæson, som nu for alvor er kommet ind på holdet, så jeg er sikker på, at vi vil opnå bedre resultater og sammenspil, der kan bringe os tilbage i Serie 1, når vi træder ind på banen igen,” fortæller midtbanemanden.

Gode tegn forud for sæsonen

Selvom turneringsbolden har været sat på pause i juli, så har førsteholdstruppen ikke ligget på den lade side. Der har nemlig været fast løbeklub, der både har bragt god form og fællesskab til truppen:

 

”Vi fik kickstartet et løbehold, da pausen startede, hvor holdet har haft mulighed for løbeture op til tre gange om ugen. Det har jeg personligt selv været med på, og jeg har på den måde holdt formen ved lige,” fortæller Andreas Aakilde, mens Jørn Mauritzen fortæller mere om tankerne bag løbeklubben:

 

”Det er fedt at kunne samles uden for fodboldbanen også, så løbeklubben har både givet form og fællesskab. Status på holdet forud for sæsonen ser derfor rigtig fin ud. Vi har en rigtig stabil og solid stamme, som vi skal bygge op omkring, og så er der kommet rigtig mange dygtige spillere ind det seneste halve år. Dem skal vi selvfølgelig have spillet ind. Samtidig er holdet altid åbent for nye dygtige spillere, så vi håber da at se lidt nye folk her ved opstarten. Vi fokuserer rigtig meget på fællesskabet i år, samtidig med at vi også skal præstere på banen,” siger han.

 

Sultne som aldrig før

Jørn Mauritzen har været i AGF i knap fem år, så han har været med til lidt af hvert i vores stolte klub. Han har dog en helt særlig følelse omkring netop denne halvsæson:

 

”Jeg glæder mig mere end nogensinde! Jeg har efterhånden været i AGF i lang tid, men til denne sæson virker det bare til, at der er så mange fede ting på spil. Et fællesskab, der bare oser af positivitet og ærgerrighed, og en trænerstab der er sulten som aldrig før. Der er noget stort i vente. Så hvis der er nogle friske spillere derude, skal de ikke tøve. Vi tager altid imod sultne og dygtige spillere!,” fortæller assistenttræneren.

 

Også Andreas Aakilde glæder sig til at komme i gang igen efter en juli, hvor der har været lidt stille på fodboldfronten:

 

”Jeg er helt vildt spændt på at komme i støvlerne igen! Pausen har føltes som en evighed, så jeg er maks klar på at trække den hvide trøje over hovedet! KOM SÅ DE HVIDE!,” siger midtbanespilleren.

 

Således er vi klædt godt på til den kommende sæson. Nedenfor ses opstartsprogrammet – hvis du er interesseret i at prøve dig af på AGF’s mandskab, kan du kontakte Jørn Mauritzen lige her >>>

 

Opstartsprogram, AGF af 1880, Serie 2

Uge 30:

Tirsdag d. 26/7 - træning på Fredensvang, bane 4, kl. 19

 

Torsdag d. 28/7 - træning på Fredensvang, bane 4, kl. 19

 

Lørdag d. 30/7 - træningskamp mod Odder U19. Kampstart kl. 14.00

 

Uge 31:

Tirsdag d. 2/8 - træning på Fredensvang, bane 4, kl. 19

 

Onsdag d. 3/8 - Træningskamp mod Aabyhøj IF - endnu ikke endeligt fastlagt

 

Torsdag d. 4/8 - Træning på Fredensvang kl. 19

 

Lørdag d. 6/8 - Træningskamp mod VRI. Kampstart kl. 14.00 - forbehold for ændringer

 

Uge 32:

Tirsdag d. 9/8 - første turneringskamp mod Prügelknabe IK kl. 19.15 på Fredensvang

 

KSDH!

Luk