Menu

En solrig lørdag på Fredensvang

image AGF'erne nød formiddagen på målmandstrænerens terasse, inden FC Horsens ventede på Fredensvang
Jonas Roulund
29. maj 2022 kl. 11:39
Førsteholdet kørte en strålende morgenmad ned, inden FC Horsens ventede til et velbesøgt bundbrag på Fredensvang

Serie 1-mandskabet har gang i en udfordrende, spændende og intens sæson, hvor vi desværre har måttet se mange point glide os af hænde i de absolut døende minutter af kampene.

Derfor ligger holdet på en sidsteplads i en tæt gruppe, hvor blandt andet Fuglebakken KFUM og FC Horsens stadig er inden for rækkevidde. Lørdag ventede netop FC Horsens til en vaskeægte bundgyser, og holdets målmandstræner - og huskok - Steen Mølbye Jensen havde inviteret truppen til lækker morgenmad på hans solbeskinnede terrasse forud for det vigtige opgør.

Efter den skønne formiddagsbrunch vandrede gruppen over til klubhuset med fyldte energidepoter.

Føringen, der næsten holdt

Og så til kampen, der blev en særdeles spændende en af slagsen.

Efter fem minutter var stillingen 1-1, og den velbesøgte Bane 4 summede af god energi! 

Efter en times spil gjorde topscorer Magnus Vestergaard det til 2-1 på et smukt, knækkende langskud, og så lignede det efterhånden, at AGF'erne langt om længe ville få den sejr, de fortjente. Men ak... i overtiden fik Horsens tilkæmpet sig et straffespark efter lidt klumpspil, og så endte det hele med en skuffende 2-2'er.

"Jeg synes, vi leverer en fin præstation især med tanke på, at vi kommer bagud efter tre minutter! Men der svarer drengene rigtig hurtigt tilbage. Derefter synes jeg, vi kommer mere og mere ind i kampen og spiller en rigtig solid 2. halvleg. Vi mister lidt intensitet og aggressivitet de sidste 10 minutter, hvor vi bliver for passive og afventende og tillader Horsens lidt for meget initiativ i kampen. Og i sidste ende bliver det også det afgørende for kampens resultat, at vi bliver for passive i den afgørende fase og giver Horsens muligheden for at få det ene point med hjem. Når det er sagt, så vil jeg sige, at morgenmaden var fantastisk og gav os den tiltrængte energi gennem alle 90 minutter, så tak til Steen for den omgang!" udtaler midtbanemanden, Esben Isaksen.

Der resterer nu tre finaler for førsteholdet i kampen for overlevelse i Serie 1.

Luk