Menu

Nyt fra ungdommen: U12-drengene i rivende udvikling

image U12-mandskabet kommer vidt omkring, når de tager på trænings- og turneringsture rundt i landet.
Jonas Roulund
28. oktober 2022 kl. 14:04
Efterårssæsonen lakker mod enden, og der er fuld gang i talentudviklingen på Fredensvang, fortæller U12-træner Anton Grønkjær Kristiansen.

Der spilles meget andet end superligafodbold i den hvide trøje, og på Fredensvang lægges fundamentet for fremtiden, når børn og unge folder sig ud med bolden for fødderne og glæden ved bevægelse og fællesskab i fokus.

Anton Grønkjær Kristiansen er cheftræner for U12-mandskabet og giver her en lille status på holdets sæson siden sommerferien:

- Indeværende sæson er forløbet meget fornuftigt. Drengene træner godt, og de møder alle op til træning med en indstilling om at ville blive bedre. Det er en fryd som træner at opleve, fortæller træneren, som kommer godt omkring i det danske land med AGF’erne – noget, der bringer meget godt med sig, ifølge Anton G. Kristiansen:

- Vi har været på et par ture rundt i kongeriget og spillet en masse god fodbold. Turene er en unik mulighed for drengene for at tilbringe en masse tid sammen, men også fodboldmæssigt er det meget brugbart. Den meget koncentrerede mængde af kampe og træning gør det nemmere at arbejde med drengenes individuelle udviklingsområder i og med, at der ikke er langt mellem situationerne og dialogen herom, forklarer han.

Selvom man som hold altid går efter at vinde, så er der faktisk en anden – og vigtigere – agenda, når man er træner for de helt unge drenge – nemlig udvikling. Og dét er noget, der går rigtigt godt lige pt. forklarer Anton G. Kristiansen:

- Målsætningen for holdet er ubestridt, at de bliver klædt bedst muligt på til at kunne spille U13 efter sommerferien. Det er måske ikke en målsætning, der kan måles og vejes på samme måde som en tabt eller vundet kamp, men kampresultater på U12 må aldrig stå i vejen for spillernes individuelle udvikling. Måden, hvorpå vi forsøger at klargøre dem til U13, er ved at arbejde kontinuerligt med drengenes tekniske færdigheder og generelle forståelse for spillet. Vi forsøger derfor hele tiden at hæve overliggeren en smule således, at de bestræber sig mest muligt på at nå det næste niveau i deres udvikling som fodboldspiller, fortæller cheftræneren. 

Teamet omkring U12-mandskabet består, udover Anton af assistenttræner Jacob Merkistein Røn (som dog netop er blevet U11-træner) og målmandstræner Adi Saric. Et stærkt team, men uden en god opbakningen for børnenes forældre, ville det hele slet ikke køre så glat, som det gør, forklarer cheftræneren:

- Vi vil gerne fremhæve forældregruppen på holdet. Der er et kæmpe engagement blandt drengenes forældre, der gang på gang hjælper os og drengene med stort som småt. Hvad end det drejer sig om aftensmad på en weekendtur til Sjælland, frisk frugt til kampe, tøjvask og kørsel, så er der altid hjælp at hente. Det er en kæmpe hjælp for Jacob og mig, at der nok engang er et par forældre med en i forvejen travl hverdag, der tager sig tid til at skære gulerødder, vaske tøj eller lignende. Der var ligeledes stor opbakning til AGF's hjemmekamp mod AaB på Ceres Park, hvor årgangen stillede talstærkt op med frivillige forældre, der til kampen hjalp til i boderne, så tak til dem!, siger Anton G. Kristiansen.

 

Hvis du vil høre mere om U12-drengene eller selv prøve dig af til en træning, så kan du kontakte trænerne lige her >>>

Luk