Tre seniorhold rykkede op - to klarede skærene
Serie 2-mandskabet i kamp. Foto: Jonas Roulund
I sommer var det ikke kun AGF's Superligaherrer, der kunne glæde sig over at slutte på førstepladsen i tabellen.
I amatørafdelingen sluttede alle tre seniormandskaber nemlig også på førstepladserne, og det betød, at efteråret bød på Serie 1, Serie 2 og Serie 3-bold på Fredensvang.
Tre oprykninger giver selvfølgelig også visse udfordringer - stærkere modstandere og et hårdt kampprogram, der tærer på kræfterne, men sæsonen endte nu alligevel godkendt for to ud af tre af holdene.
Serie 1-mandskabet sluttede på 4. pladsen, og Serie 3-holdet endte som 5'er. Trods mange tætte kampe og fine præstationer endte Serie 2-holdet desværre på 7. pladsen, hvilket betyder direkte nedrykning. Dermed råder seniorafdelingen i foråret 2027 over to hold i Serie 3 samt et enkelt i Serie 1.
Lige ved og næsten
Selvom Serie 2-mandskabet endte med en direkte nedrykningsplads, så var det bestemt ikke et forsømt efterår for De Hviie.
Steen Mølbyes trup vandt tre kampe, spillede tre uafgjort og tabte otte, men mange kampe lå faktisk på vippen - og i sidste spillerunde var det særdeles tæt på, at De Hviie sikrede sig en livline i form af en playoff-plads.
"Vi lå inden sidste kamp på en 7. plads. Vi vidste, at der skulle en sejr over Brabrand til, for at vi kunne rykke op på 6. pladsen, der ville give en play-off kamp mod enten Black Vipers eller Viby, der begge endte som nummer 2 i S3. Vi spillede en superflot og stærk kamp og fik en sejr på 2-1. Desværre skete det, som vi ikke havde forestillet os muligt. Aabyhøj slog rækkens suverænt stærkeste hold, VRI, og vi endte som nummer 7 - 1 point efter Aabyhøj," fortæller Steen Mølbye.
Han og truppen tager nu alligevel mange positive ting med fra sæsonen.
"Vi spillede undervejs nogle rigtig gode kampe, og vi kan sagtens finde de kampe, som burde have givet de point, vi står og mangler - heriblandt kampen i Aabyhøj, der udlignede i fjerde tillægsminut. Men trods en sæson, hvor vi spillemæssigt udviklede os i den rigtige retning og sagtens kunne spille med i rækken, så må vi et skridt tilbage til S3 - forhåbentlig kun for en kort bemærkning," siger cheftræneren.

Steen Mølbye, Cheftræner for Serie 2-holdet. Foto: Juan Manuel Knudsen Soruco
Enten eller i Serie 3
Hos Italo Arbulús Serie 3-mandskab gik det lidt bedre med tilvænningen til en ny række, men her var det meget "enten eller" - De Hviie spillede nemlig ikke en eneste kamp uafgjort i efterårssæsonen.
Fem sejre og ni nederlag blev det til, og holdet sluttede på femtepladsen midt i tabellen.
"Allerede inden de to sidste kampe var det kendt, at holdet efter 14 kampe ville slutte på en 5. plads og således også næste år spiller i S3. Måske var det noget af forklaringen på, at vi sluttede af med at tabe de to sidste kampe til henholdsvis CAF og Horsens KFUM. Generelt har vi gennem sæsonen lukket alt for mange mål ind, og en lære fra sæsonen er, at hver gang man rykker et niveau op, så bliver de fejl vi laver straffet langt oftere, end vi har været vant til," fortæller Italo.