Menu

Vincent har en lang og besværlig vej til træning

image Vincent Kremen var forleden med U16-holdet til en kamp i Silkeborg moid Young Boys. Her snører han støvlerne. Foto: Hans Petersen
Hans Petersen
24. marts 2026 kl. 16:13
15-årig skal både med færge og bus eller bil for at nå frem og tilbage

15-årige Vincent Kremen har en ret usædvanlig og lang tur til træning I AGF.

Han spiller på U15- og U16-holdene i AGF af 1880, altså amatørholdene.

Drengen bor på Samsø med sine forældre og tre mindre søskende. Hans talent for fodbold opdagede Gert Bonde, en tidligere spiller på AGF’s hold i 1. division, dengang landets bedste række.

I dag er Gert Bonde gået på pension som slagter, så han dømmer rigtig mange fodboldkampe. En pæn del af dem er på Samsø, og der så han Vincents talent for fodbold. Han overskyggede alle andre drenge på øen.

Og da forældrene syntes, sønnen skulle have lov at prøve sig af i AGF, begyndte han for et års tid siden og har spillet her lige siden.

Vincent er energisk og vedholdende, men desværre er det ikke altid nemt for ham at komme til træning. Han skal jo både med færge og bil eller bus, og den sidste færge fra Hou til Samsø sejler kl. 22, og der går ingen bus til den. Så Vincent er afhængig af at kunne blive kørt.

Men han piver ikke, selv ikke på de dage, hvor han selv tager færgen herover. Så cykler han fra hjemmet i Onsbjerg til havnen i Sælvig og tager færgen kl. 15.15. En time senere lægger den til ved Dokk1 i Aarhus Havn. Herfra går Vincent de næsten fem kilometer til AGF’s anlæg i Fredensvang.

Her træner han først en times tid med U15-holdet, og klokken 19 slutter han sig til U16-holdet og træner indtil kl. 20.30.

I mellemtiden har hans far taget færgen fra Sælvig på Samsø til Hou i sin bil. Han tager så Vincent med til dagens sidste færge fra Hou med afgang klokken 22. Godt en time senere er de hjemme i Onsbjerg efter en både lang og dyr tur. Af begge grunde kan Vincent ikke træne så ofte som de drenge, der bor tættere på AGF.

Kremen Dzhonov, Vincents far, har nok at se til, når han kører sønnen til kamp og træning. Her er to af drengens søskende med til kamp i Silkeborg. Foto: Hans Petersen

Forældrene er fra Bulgarien. Faderen Kremen Dzhonov arbejder som gartner og moderen Polya Petrova arbejder på plejehjemmet i Tranebjerg.

Kremen Dzhonov spiller også fodbold. Han er en glimrende målmand for old boys holdet på Samsø.

 

Luk